Terapi
  Foredrag
  Anders Fuglsang
  Dorthe Fuglsang
  Kursus
  Kontakt
 

Parkursus

Kurserne henvender sig til par, der ønsker mere opmærksomhed til det at leve sammen i et parforhold.
Et parforhold er dybt afhængigt af viljen og evnen til at give sig tilkende for hinanden. Kurset tager udgangspunkt i dialogen som omdrejningspunkt for det moderne parforhold.
Kurset vil foregå som en vekselvirkning mellem oplæg, parvise øvelser (med egen partner) og dialog.

Emner på kurset:

Dialogen i forholdet. Det er af afgørende betydning, at opleve sig hørt og at lytte til den anden. Derfor fokuserer vi på at fortælle og at lytte på skift. Som par må I lære at ophøre med at bedømme og kritisere hinanden og i stedet bestræbe jer på at blive tydeligere for hinanden – at være ægte og ærlige overfor hinanden. Kærligheden bliver dybere, når vi bliver tydeligere for hinanden – når vi lærer hinanden bedre at kende.

Vilkår for det moderne parforhold.
Det er vigtigt for den enkelte at opleve, at man i sine nære relationer kan være og blive den, man er. Det er ikke nok, at man udfylder en rolle eller viderefører tidligere tiders traditioner. Derfor må vi være opmærksom på værdier som autenticitet, integritet, ansvarlighed og ligeværdighed.

Mønstre fra barndommen.
Det er godt at blive opmærksom på de automatiske reaktioner, vi har med os fra vores opvækst. Disse mønstre og mekanismer spiller ind på vores samspil i parforholdet og kommer til udtryk som ’forsvarsmekanismer’ og ’kontaktforstyrrelser’. Vi gennemgår teorier og eksempler på, hvordan sådanne automatiske reaktioner kan være.

Et levende parforhold og seksualitet.
Kys og kærtegn er livgivende vand! Liv dør uden livgivende vand! Derfor er det erotiske møde i et parforhold vigtigt. De fleste vil sætte de nære relationer allerøverst på sin prioriteringsliste, hvis man lavede sådan én over sit livs prioriteringer. Ofte kommer relationerne i praksis for langt ned på listen. Kurset fokuserer på, hvordan man vedligeholder ’gnisten’ i forholdet.

Familieliv.
Børn spiller afgørende ind på parforholdet. Familielivet skal prioriteres – men selve parforholdet skal også have sin plads i det daglige samliv. Vi fokuser på, hvordan man navigerer i forholdet mellem forældreskab og kæresteforhold.

Værdier.
Det er temmelig vigtigt, at de grundlæggende værdier er ens hos parterne i et nært forhold. Og samtidig er det vigtigt, at man ikke skal tilstræbe at være ens eller fælles om alt. De fælles værdier og den enkeltes værdier skal respekteres og have plads.

Vi arrangerer også kurser i eget regi. Lige nu skriver vi par på venteliste. Disse kurser vil komme til at foregå over 4 hverdagsaftner á 3 timer. Prisen er 2000 kr. pr. par. incl. forplejning. I kan komme på en venteliste ved at kontakte os på mail@fuglsangterapi.dk